Guide: Nemme og effektive metoder til rengøring af ovn

De produkter vi fremhæver er udvalgt efter grundig research og vurdering. Vi inkluderer primært produkter fra vores annoncører og samarbejdspartnere, hvorfor denne artikel bør betragtes som en annonce. Få mere at vide om vores brug af annoncelinks her.

Har du en ovn, der trænger til en grundig rengøring? Lige præcis rengøringen af en ovn er en opgave, som mange udsætter igen og igen, fordi det kan virke som en uoverskuelig proces. Vi indrømmer gerne, at det heller ikke ligefrem er den sjoveste opgave. Men det er noget, der skal klares regelmæssigt.

Dog behøver det slet ikke at være en særlig besværlig opgave, når du skal rense en beskidt og snavset ovn. Som udgangspunkt skal du bare bruge tre forskellige ting samt en god portion knofedt. Hvis du sætter din yndlingsmusik på imens, så går det hele altid lidt nemmere.

husmagasinet-Rengøring af ovn

Hvilken type ovn har du?

Før du går i krig med at rengøre din ovn, skal du finde ud af, hvilken type du har. Der findes nemlig tre forskellige typer, som skal rengøres på hver deres måde. Det nytter altså ikke noget, at du bare bruger den første og den bedste rengøringsmetode, du finder. Det er nemlig typen af ovn, der bestemmer rengøringsmetoden.

Pyrolyseovn

Har du en pyrolyseovn, kommer du nemt rundt om rengøringen. En pyrolyseovn er nemlig selvrensende og klarer stort set det hele selv. Gør du brug af pyrolyseprogrammet, bliver madrester, fedt og snavs brændt væk ved en temperatur på 400 grader.

Når programmet er færdigt, vil madrester, fedt og snavs ligge i bunden af ovnen i form af aske. Denne aske skal du så blot fjerne, hvorefter din ovn er blevet fin og ren igen. Du bør dog sætte tid af til at være hjemme, mens pyrolysen er i gang på grund af brandfaren ved den høje temperatur.

Det er desuden vigtigt, at du sørger for en god udluftning både under og efter pyrolysen, da der udskilles dampe. Disse dampe er ikke skadelige for mennesker, men nogle dyr tåler dem ikke.

Katalyseovn

En katalyseovn sørger selv for at holde de emaljebelagte sider rene. Det er vigtigt, at du har helt styr på, om en side er belagt med emalje eller ej. Emaljebelagte sider kan nemlig ikke tåle nogen former for manuel rengøring. Det gælder både ovnrens og andre typer af rengøringsmidler. Nogle ovne har kun emalje på bagvæggen, mens andre har på alle ovnens vægge.

En ting er dog helt sikkert. Og det er, at bunden af en katalyseovn aldrig er belagt med emalje. Derfor skal du selv stå for rengøringen, når det kommer til bunden i en katalyseovn.

Du bør desuden altid kigge i brugsanvisningen for din ovn. Selvrens-funktionen kan variere meget i forhold til de forskellige katalyseovne, hvilket du kan læse mere om i den medfølgende manual.

Almindelig ovn

Er du indehaver af en almindelig ovn, er der en ting, der er stensikker. Her skal du selv stå for rengøringen, da denne type af ovn ikke er forsynet med en selvrensende funktion.

Se også: Sådan rengør du din vaskemaskine

Gode råd til manuel rengøring af ovn

Som vi allerede har konstateret, er det de færreste af os, der synes, at det er en ren og skær fornøjelse at rengøre en ovn. Men hvis du finder frem til den metode, der er den mest effektive for dig, kan det være, at det bliver knap så kedelig og tidskrævende en opgave.

Du bør kigge alle nedenstående metoder igennem og vælge den metode, du synes virker nemmest. Når du har fundet den måde, der virker for dig, kan det være, at du bliver bedre til at få rengøring af din ovn sat i system. Når først du rengør din ovn jævnligt, bliver processen nemmere for dig.

Rengøring af ovn med brun sæbe

Der er mange, som sværger til at rengøre en ovn med brun sæbe. Når du bruger brun sæbe, findes der nemlig en metode til både en meget snavset ovn og en mindre snavset ovn. Ved at bruge en af disse metoder jævnligt kan du spare på kræfterne, da rengøringen derved bliver hurtigere.

Har du været god til at rengøre din ovn med jævne mellemrum, så den ikke er særlig beskidt, kan du benytte dig af den hurtige rengøring af ovn med brun sæbe. Her skal du smøre alle ovnens indvendige sider med brun sæbe. Derefter tænder du for ovnen, og sætter den på en temperatur på mellem 50-100 grader.

Skru ikke højere op for temperaturen, da det får den brune sæbe til at brænde sig fast. Du skal huske at holde øje med den brune sæbe. For når den begynder at boble, skal du slukke for ovnen. Når ovnen er kølet ned, skal du vaske den med rent vand.

Hvis din ovn ikke har været i nærheden af en rengøring i lang tid, og er den uhyre beskidt eller snavset? Så bør du tage den langsomme metode til rengøring af ovn med brun sæbe i brug. Når du skal i gang med den langsomme rengøringsmetode, skal du starte med at smøre alle ovnens overflader med brun sæbe.

Herefter dækker du sæben med husholdningsfilm, og efterlader ovnen sådan hele natten. Om morgenen kan du fjerne husholdningsfilmen, hvorefter du skal vaske ovnen ren med vand.

Rengøring af ovn med bagepulver

Bagepulver er et fedtopløsende produkt, hvorfor dette også kan bruges til at rengøre en ovn. Det er en nem og forholdsvis hurtig proces, når du skal rengøre din ovn med bagepulver.

Du starter med at lave en blanding af bagepulver og en smule vand. Det næste trin er, at du skal påføre blandingen på alle ovnens indersider. Til påføringen kan du bruge en svamp.

Det er vigtigt, at du kommer ud i alle hjørner og kanter med bagepulverblandingen, hvis rengøringen skal foregå optimalt. Blandingen med bagepulver skal sidde og virke i cirka to timer, hvis du har en meget snavset ovn. Efter de to timer skal du skrubbe og vaske efter med en våd klud. Slut af med at tørre efter med køkkenrulle.

Se også: De bedste emhætter med kulfilter

Rengøring af ovnlåge

Hvis du ønsker, at din ovn skal være pæn og ren over det hele, skal du huske at rengøre ovnens låge. Det er nemmest at rengøre en ovnlåges rude, hvis den er taget ud. Hvordan du gør det, kan du se i ovnens brugsanvisning. Det er dog ikke alle ovnruder, du kan tage af. Dog kan du alligevel bruge de samme rengøringsmetoder. Det er bare en smule mere besværligt.

Ovnruden kan rengøres ved at bruge den langsomme rengøringsmetode med brun sæbe. Du kan også anvende opvaskemiddel, hvor du lader lågen ligge i det i en halv times tid. Når der er gået en halv time, kan du vaske den af.

Se også: Sådan gør du grillen ren på den rigtige måde

Photo of author

Om Cecilie

Tekstforfatter hos Husmagasinet.dk og mor til to med stor interesse i boligindretning, praktiske hjælpemidler i en travl hverdag og det bedste udstyr til børn.